fbpx
jung på Langelandsfestival

jung, Citybois & Almost AC/DC på LLF20

Så er vi klar med tre fede kunstnere – jung, der stormer opad i popularitet, Citybois, der før har taget os med storm – og Almost AC/DC, der er klar til at give lækker pigtråd!

jung fylder Møllers med fremadskuende lydunivers

”Vi håber –beskedent –at vores musik kan være med til at samle generationerne”. Sådan lyder ordene fra den danske indiepop-trio jung, der, på rekordtid, har indtaget den danske musikscene. I september 2019 udgav jung sin anden single ”Hun Kommer Tilbage”, der gik ind som ”P3’s uundgåelige”, mens P4 lagde sangen direkte i A-rotation. Kort efter annoncerede bandet sin debutkoncert på Hotel Cecil, der gik udsolgt på kun 24 timer.

jung er lyden af dansk 80’er rock blandet med elektroniske elementer og tankevækkende lyrik. Bandet fortæller selv: ”Vi er alle tre meget almindelige drenge, der håber at kunne kommunikere nogle af de følelser, vi alle sammen hele tiden står overfor. Vi håber (beskedent), at vores musik kan være med til at samle generationerne. Både når alting er skønt, og når alting bliver sværere. Det forsøger vi at gøre med en lyd, som er let tilgængelig og genkendelig, men med en vision om at skabe et dybt, åbent og fremadskuende lyd-univers.”

jung er kun lige begyndt, men dømt ud fra det niveau, de har lagt for dagen indtil nu, ser fremtiden rigtig spændende ud for den danske trio. Du kan opleve jung i Møllers til sommer!

Citybois springer op på Store Scene

Den danske popduo Citybois har med sin charme, selvtillid og efterhånden lange række af hits, taget hele Danmark med storm. Siden deres debutudspil What Bois About To, som udkom tilbage i december 2015, har drengene gennemgået en massiv udvikling. I løbet af de seneste fem år, har Thor og Anthon indtaget topplaceringer på hitlisterne og spillet utallige koncerter på festivaler i hver en afkrog af landet med deres energiske og medrivende liveshow. 

Med hitsinglerne Sig Mig, Finde Tilbage, Pool, Purple Light og mange flere, har Citybois i dag cementeret sig som en af landets største kunstnere.Som live artist har Thor og Anthon altid haft en særlig evne til at løfte stemningen til et nærmest ekstatisk niveau. Det beviste de senest ved deres udsolgte koncert i Store VEGA i april 2019, og også i Møllers i sommer, hvor det til tider var svært at høre selve koncerten for det hengivende publikum.

Til sommer kan du blive boisificeret fra Store Scene!

Almost AC/DC inviterer til tung bas og svedige riffs

Hvis der er noget AC/DC er kendt for, så er det legendariske Riffs i verdensklasse. Letgenkendelige toner og musik man husker, og hvis der er noget Almost AC/DC kan, så er det at lyde, ligne og agere som den ægte vare. Der bliver ikke sparet på energien eller sceneshowet, når Almost AC/DC formidler ét af verdens aller største rockbands gennem tiderne.

Med det største AC/DC show i Danmark, indtager de 5 fyre fra Silkeborg de danske landeveje med en lyd så tæt på de Australske legender som man kan komme. 

Thomas Povlsen er den danske klon af Angus Young og den sprøde lyd fra en top-tunet Gibson SG ringer velkendt ud over de danske spillesteder imens Anders Ørnsholt giver den i bedste Brian Johnson stil, med den skrigende og hæse vokal til sange som Thunderstruck, Hells Bells, Back in Black og Highway to Hell mf. Alt imens rytmen holdes tæt sammen af Kim Pedersen på autentisk Sonor trommesæt i lækker kombination med en tung bas fra Claus Jensen og en rytmeguitar fra Søren Stephensen som ville få selveste Malcolm Young til at nikke anerkendende. 

Med kanonerne ladt, kirkeklokken hængt op og 5 fyre klar til kamp kan der ikke være nogen tvivl: Almost AC/DC er det tætteste du kommer på den ægte vare.