fbpx

27.-30. juli 2022

Dage
Timer
Minutter
Sekunder

Dizzy Mizz Lizzy

Store scene

Historien om Dizzy Mizzy Lizzy er en af de mere fantastiske i den danske rocks krøllede annaler. Da trioen i 1993 for første gang turnede, var det som nykårede vindere af DM i Rock (hvor de havde henvist Kashmir til andenpladsen).
 
De havde bare en EP på gaden og formåede alligevel at fylde de danske scener med både gedigen rock og publikum.
 
Derefter udgav de deres debutalbum, der rummede fremtidige klassikere som ”Waterline”, ”Silverflame”, ”Love Is A Loosers Game” og ”Barbedwired Babys Dream”. Albummet lå mere end to år på hitlisten, solgte i omegnen af 180.000 eksemplarer i Danmark og lige omkring 100.000 i Japan.
 

Ung succes og opløsning

“Succes”, kalder man den slags, og yderligere imponerende var det, at de tre medlemmer af Dizzy Mizz Lizzy på dette tidspunkt var bare 18, 18 og 19 år gamle, men faktisk havde spillet sammen siden bandet blev dannet i 1988. Det andet album hed ”Rotator” og kom i 1996. Med nye hits som titelnummeret og Lennon-hyldesten ”11:07 PM”, tydede alt på en karriere af den langtidsholdbare slags. Sådan skulle det dog ikke gå. Uenige om retningen blev Dizzy Mizz Lizzy opløst i 1998, hvorefter forsanger, guitarist og sangskriver Tim Christensen startede en imponerende solo-karriere. 

Det stærke comeback

Det lå dog i luften at Tim Christensen, trommeslager Søren Friis og bassist Martin Nielsen på et eller andet tidspunkt ville finde sammen igen, og den modtagelse de fik i 2006 ved et støttejob for re-etableringen af et nedbrændt studie i København, var et tydeligt bevis på, at publikum savnede dem stort og vildt. Det førte i første omgang til trioens comeback i 2010, og siden 2015 har bandet for alvor været tilbage. I 2016 kom ”Forward In Reverse”, det første album med nyt materiale siden 1996 – og i 2020 udgav bandet deres mest hårdtslående album, det kritikerroste Alter Echo.

★★★★

“Endnu en gedigen skive fra et orkester, der er langt bedre nu, end da de surfede på toppen af den grønne bølge i 1990’erne.”

Ekstra Bladet