27.-30. juli 2022

Dage
Timer
Minutter
Sekunder

Clara

Store scene

Torsdag d. 28.07

Kl. 16.30

Den 21-årige sangerinde har gennem to år arbejdet frem mod et nyt album med Phlakes Jonathan Elkær som producer. Nu kommer første smagsprøve i form af singlen ’Energies Don’t Lie’, hvor Clara også træder i karakter som helt åbenhjertig tekstforfatter.

Hun havde hittene, og hun havde en masse profilerede optrædener, men hun havde også et behov for at få sig selv endnu mere frem i lyden og lyrikken. Det har Clara brugt de seneste to år på, og det er en afklaret sanger og sangskriver, som melder sig med den nye single, ’Energies Don’t Lie’.

Sangen er ude 4. februar og er den første fra det Clara-album, som kommer senere på året.

Nyt samarbejde

En del af årsagen til de nye dyder hos Clara er hendes møde med Phlakes Jonathan Elkær, som har produceret albummet. Og ’Energies Don’t Lie’ er en stærk ambassadør for deres samarbejde.

”Ved vores første session tænkte jeg ikke andet, end at det var noget, som skulle prøves. Men Jonathan forstod, hvad jeg ville, og han gav mig roen og pladsen til at udforske det. På den måde skabte vi en særlig platform, som ikke er min, som ikke er hans, men som er fælles. Der har vi arbejdet i to år. Og man kan især høre, at sangene hviler mere i sig selv, og at jeg synger med større ro,” fortæller Clara.

Samtidig er ’Energies Don’t Lie’ en af de sange, hvor Clara i sine tekster viser nogle af de kort, hun hidtil har holdt tæt ind til kroppen.

”Jeg er et ekstremt sensitivt menneske og skal forholde mig til det på daglig basis. Og sangen her kredser om en periode i mit liv, hvor jeg mistede flere tætte relationer. Det var mennesker, som jeg troede, skulle være der for evigt. Min mavefornemmelse sagde mig længe, at jeg fik det dårligt sammen med dem, men jeg blev ved med at tænke, at det var mig, der var noget galt med. Indtil jeg ikke længere kunne ignorere alle de røde flag. Og det er sundt at rense ud i sit liv engang imellem, også selv om det er hårdt,” siger Clara.

Første pladekontrakt som 15-årig

Claras insisteren på at finde sin egen vej har været en vigtig faktor for hende som artist og menneske, siden hun som blot 15-årig fik sin første pladekontrakt. Og hun er en kunstner, som taler åbent om at værne om sit mentale helbred – blandt andet derfor drager hun nu på en to måneder lang rejse for at lade op og rense hovedet inden sin albumudgivelse.

Det kommende album rummer fortsat festen og farverne fra Claras første udgivelser, men både de varme og de blå toner har fået mere plads.

Sammen med Zookeepers fik hun en P3’s Uundgåelige med ’Can’t Fall Asleep’. Claras andet album ’Growing Up Sucks’ kom i 2020 og rummede hendes til dato største radio- og streaminghits: ’Girl Like You’ og ’Nobody’s Lover (feat. Lord Siva)’. Andre udmærkelser tæller nomineringer til P3 Guld, Zulu Awards og Gaffa Prisen.

VÆR OPDATERET

Skriv dig op til vores nyhedsbrev – så går du aldrig glip af noget!