Efterskolecamp

Efterskolecamp

#Aldrigfarvel til dine efterskolevenner!


EfterskoleCamp er for dig, der har været på efterskole og ikke er helt klar til at sige farvel til dine gode venner og oplevelserne sammen med dem. Derfor kalder vi EfterskoleCamp for Danmarks største efterskolegensynsfest. Du kan se frem til at blive udfordret til daglige battles i fede omgivelser med tema-fester, lounge, events, kolde drikkevarer og meget mere.

Vi kårer også Årets Efterskole, og hjælper dig til at blive klar til livet væk fra efterskolen med et brag af en fest. Tag med til sommer, sammen med over 2.000 andre nye og gamle efterskoleelever og nyd den der helt ekstraordinære efterskolestemning, der bare ikke findes andre steder.

I området går Natteravnene Langeland også rundt og sørger for, at skabe tryghed gennem synlig og ansvarlig voksenkontakt.



Her køber du billet

Billet til EfterskoleCamp kan KUN købes på www.efterskolecamp.dk/billetter. Du skal derfor IKKE købe din festivalbillet gennem Ticketmaster.

Har du spørgsmål kan du altid kontakte arrangør Bjarne Zuccé Dinesen direkte på tlf. 2011 9339 eller mail efterskolecamp@zucce.dk. Han kommer gerne ud på jeres skole og fortæller alt om indhold og praktik. Følg også med på EfterskoleCamps Facebook-side.


Efterskolecamp på llf20
Ungcamp

Ungcamp

For dig, der har lyst til fest og gang i den! Du skal ikke betale ekstra for at ligge i UngCamp – det er en del af dit 8 day eller 4 day festival pass!

UngCamp er til dig, der har været i EfterskoleCamp tidligere – til dig, der ikke gider ikke ligge i campingvognen med far og mor længere – eller bare til dig, der er ung og har lyst til en festival med masser af fest og gang i den.

Det er et område, du kan vælge at lægge dig i, hvis du har et 8 day eller 4 day festival pass, er ung og har lyst til at ligge sammen med andre unge, der er friske på at fyre den af. I området er der festivalro 2, hvilket betyder, at der først skal være ro kl. 03.


Trygt område med opsyn

Området er samtidigt trygt, da festivalens campingvagter går i området, og sikrer at alt er som det skal være – at alle har det godt og overholder de sikkerhedsregler, der gælder for hele festivalen og dermed også UngCamp. I området går Natteravnene Langeland også rundt og sørger for, at skabe tryghed gennem synlig og ansvarlig voksenkontakt.

Natteravnene på Langelandsfestival

UngCamp er en oplagt mulighed for de unge, der ønsker at bruge Langelandsfestival som en festlig afslutning på skoleåret. UngCamp åbner ved at alle, der gerne vil bo i området, får muligheden for at løbe ind og finde netop den plads, de har udset sig for.

På UngCamp er det desværre ikke muligt at opstille pavilloner af pladshensyn.


Ungcamp på llf20
HandicapCamp på Langelandsfestival

Handicapcamp

Stedet, med lidt mere plads – og store hjerter! I HandicapCamp er der handicapvenlige toiletter og bade, og du kan parkere lige ved campen.

Langelandsfestival er blevet tildelt guldmærket af Volue og Dansk Live for sin tilgængelighed og handicapvenlighed.


HVOR FOREGÅR CHECK-IN?

Det er, som noget særligt, muligt at tjekke ind ved HandicapCamp når du ankommer, for at gøre det så let og belejligt som muligt for gæsten med et handicap. Indstil GPS’en til Voldstien 7, 5900 Rudkøbing. Dog kan du også vælge at tjekke ind i Laden, som er det officielle check-in-sted på Kragholmvej 40, 5900 Rudkøbing.


HVOR KAN MIT TELT ELLER CAMPINGVOGN VÆRE?

HandicapCamp er forbeholdt gæster med et handicap og deres ledsagere. Send detaljeret information om hvem du er, og hvorfor du ønsker at bo på HandicapCamp. Hvis du gerne vil have venner eller familie med, bedes du også inkludere dette i din ansøgning. HandicapCamp har handicapvenlige toiletter samt handicapvenlige bade. Der kan både være telte og campingvogne, men du skal huske at købe en campingvognsbillet gennem Ticketmaster.


HVOR KAN JEG PARKERE?

Som gæst på HandicapCamp har du som noget helt særligt mulighed for at parkere lige ved campen, hvis du har et handicapskilt. Parkeringspladserne ligger langs campen, og da antallet er begrænset deles pladserne ud efter ’først-til-mølle’ princippet – send os en ansøgning, hvis du ønsker at få en af disse pladser. Du skal også købe en parkeringsbillet gennem Ticketmaster, ligesom det gælder for alle andre.


HVILKE FORHOLD HAR JEG?

  • Indhegnet og tryg camp med indgangskontrol.
  • Skræddersyet festivalkort til gæsten med et handicap, som viser faciliteter til gæsten med et handicap.
  • Der vil være handicaptoiletter fordelt rundt på festivalpladsen, som du kan finde på dit særlige kort over festivalen.
  • Gæster i kørestol har muligheden for at opleve koncerterne på Store Scene fra en platform tæt ved scenen – og i Møllers foran lydpulten.
  • På HandicapCamp findes et telt, hvor du kan få ladet din kørestol eller andet udstyr op – medbring egne kabler, vi har almindeligt 230V stik med jordforbindelse.


HVEM SKAL JEG KONTAKTE?

Ønsker du at blive skrevet op til at bo i HandicapCamp, få mulighed for at parkere eller andet i forbindelse med campen, så kontakt Dennis Ejler. Ønsker du mulighed for at købe overnatning, så du slipper for besvær med teltpløkker og lignende, så kontakt vores billetansvarlige på na@llf.dk.

I 2018 besøgte TV2/Fyn Langelandsfestival, hvor de blandt andet kom en tur forbi HandicapCamp – få en fornemmelse af campen i videoen.


HandicapCamp på llf20
Sjov For Børn udsolgt

Camp Sjov For Børn

UDSOLGT!

Campen, som Sjov For Børn laver, er helt perfekt til familier!

“Vi søgte på internettet, men kunne ikke rigtig finde noget, der var særligt lavet til børnefamilier, og i 2005 – 5 år senere – gjorde vi noget ved sagen. Om du er til de store forlystelsesparker eller til de gratis glæder, så finder du hvad du søger her. Sjov for børn giver dig mulighed for at søge efter de udflugtsmål, der passer til jeres børn og økonomi”

Sådan skriver Sjov for børn selv på deres hjemmeside om deres projekt – og for mange er Langelandsfestival netop en sådan glæde. Derfor har Sjov for børn deres egen camp, hvilket betyder, at du kan købe adgang til et indhegnet område, hvor du kan være sikker på, at alle nabotelte er fyldt med familier. Desuden er der toiletter på området, som børnene trygt kan løbe hen til alene – og så er der sørget for gratis bad.

Dit barn vil altså altid have en legekammerat indenfor rækkevidde – og ungerne kan bruge det lille legeområde i campen til at knytte det dér specielle festivalbånd, som kan holde i mange år. I området er der også indrettet grillplads, så børn og voksne kan nyde samværet og trygheden, som Sjov for børn står for.


Det praktiske

  • ‘Sjov for børn’-camp har en af festivalens bedste placeringer – tæt på Børneland og festivalpladsen
  • Du medbringer selv et telt – vi skelner mellem små og store telte, hvor sidstnævnte er telt på over 14 m2
  • Der er kun 120 pladser, der sælges efter ‘først-til-mølle’-princippet. Antallet af telte bliver ikke udvidet selv ved stor efterspørgsel
  • Telte og pavilloner er velkomne i campen – campingvogne, camplet og autocamper skal over på campingområderne


Priser

  • Stort telt kr. 300,-
  • Lille telt kr. 200,-
  • Pr. person over 3 år kr. 100,-
  • Lille pavillon  kr. 150,-
  • Stor pavillon kr. 200,-