fbpx
Joey Moe & L.I.G.A på Langelandsfestival

Alex Vargas, Joey Moe & L.I.G.A samt Rocazino på programmet!

God dansk musik er en naturlig og vigtig del af et godt langelandsprogram – og det er vi klar med mere af nu!

Alex Vargas tryllebinder i Møllers

Med en yderst karismatisk udstråling, et drenget glimt i øjet og ikke mindst sin tryllebindende stemme, har Alex Vargas i løbet af de seneste år imponeret musikkritikere, radiolyttere og ikke mindst koncertgængere.

På blot to år er Alex Vargas gået fra at spille udsolgte koncerter på små Københavnske spillesteder, til at Royal Arena med sin himmelstræbende vokal og gennemslagskraftige noise-soul.

Når Alex Vargas tager på tour i UK er der udsolgt. Går turen over Atlanten, er der også rift om billetterne og det samme gør sig gældende, når den Alex spiller på dansk jord, med flere udsolgte koncerter over hele landet.

Han er et garanteret hit og publikumsfavorit, og du kan opleve Alex Vargas i Møllers på Langelandsfestival 2020.

Joey Moe & L.I.G.A optræder sammen på Store Scene

De to artister er lige nu i studiet og skriver sange sammen, som tænkes at udkomme i foråret 2020. Til sommer kulminerer samarbejdet med et fælles show, hvor de spiller deres største hits sammen med ét fælles band. Det bliver et eksklusivt show, hvor Joey synger med på L.I.G.A’s sange og omvendt. Det bliver et feststemt og energisk show med garanti for fællessang.

Du vil kunne høre Joey’s ”Million” og ”Hvis det ik’ skal være os”, samt L.I.G.A’s  ”Skylder Dig Ik’ Noget” og ”Julia” i nye fortolkninger. Men der loves også et par helt nye sange, som er skrevet til netop denne eksklusive live sommer sammen.

Du kan opleve Joey Moe & L.I.G.A på Store Scene til sommer.

Rocazino klar på Store Scene

I 1979 tog sangskriveren, Jesper Winge Leisner, initiativet til at samle orkestret ROCAZINO . Flere af medlemmerne kendte allerede hinanden fra rockorkestre i den københavnske omegns kollektivmiljø. Orkestret fik base i det hedengangne ”Musikfabrikken Fairplay” i Dronningensgade på Christianshavn. Repertoiret var punk pop og new wave.

I 1980 kom Ulla Cold med i orkestret, og i 1982 fik bandet ét af de mest klokkeklare gennembrud i tiårets historie med sangen ”Elsk mig i nat”, der var det første store pophit i Danmark, der på original vis blandede engelsk og dansk i én og samme sangtekst. I løbet af de næste 7 år fulgte Rocazino succesen op med en sand strøm af hits, der i dag fremstår som noget af det mest originale og tidstypiske fra firsernes danske musikscene. Orkestret har bestået tidens prøve og er stadig fast og populært inventar på de danske radiostationers aktuelle playlister.

Til sommer kan du opleve Rocazino på Store Scene.